Flere koncerter til Gjern

Sidste år havde Borgerforeningen 3 forskellige koncerter, for at undersøge interessen for livemusik i Gjern. Den ene koncert, med DOT, blev et stort tilløbsstykke, og satte godt gang i hallen mens countrymusikken bølgede ned fra scenen . Børnearrangementet i biblioteket var fint besøgt, selv om der var plads til flere. Toner af Guld i kirken, havde ikke den store tiltrækningskraft ude i byen.

Erfaringerne klogere, har Borgerforeningen arbejdet videre med at tilbyde koncerter i 2025. Det bliver til tre forskellige arrangementer. Allerede 15. marts er der release koncert med ISSE, i forbindelse med udgivelsen af hendes 2. studiealbum Vita Nova.

Senere på året kommer der koncert med Forklædt som Voksen, der synger Kim Larsen. Aktuelt arbejdes der med dato og sted.

Når julen nærmer sig, er det i samarbejde med Silkeborg Teater blevet muligt at tilbyde Ruby’s Julecabaret på Gæstfri, det bliver den 2. december. Arrangementet er under planlægning, men der kigges på tapas etc. inden forestillingen.