Historien om Hvile- og Sygehjemmene i Gjern

Engang var Gjern en kurby, hvor ældre og syge kom til, fra det meste af Danmark. Manden, der var en central figur i denne historie, hed Johan Martin Møller og han blev født den 22. juni 1889 i Handbjerg Sogn ved Limfjorden. I 1915 blev Martin gift med Oline Nielsine Grimstrup Olesen. Gennem de kommende år, forsøgte Martin og Oline Nielsine af flere omgange at få børn, men det ville skæbnen ikke, nærmest som hvilede der en forbandelse over dem. I 1916 fik de sønnen Andreas Frederik, der døde dagen efter fødslen. Samme år fik de datteren Anna Helene. Anna Helene levede kun én måned, før hun døde af bronkitis.

I 1919 døde Oline Nielsine efter 8 dages sygdom. Det siges, at det var af den spanske syge og at hun var gravid med et tredje barn. Martin havde sin egen trælast, som han solgte få måneder efter Oline Nielsines død. Han tog i stedet arbejde som staldkarl i Struer. Heller ikke dette gik godt, da en af hestene skadede hans højre hånd og arm, så han ikke kunne arbejde i den næste tid. Derfor tog han til Aarhus, for at tage diakonuddannelsen på den helt nye Diakonhøjskole. Under det senere arbejde indenfor Kirkens Korshær, traf han sin nye kone Pouline (født Pedersen), de blev gift i 1923. Men det kommer vi tilbage til, først skal vi have lavet en diakonskole i Aarhus til Martin.

Den nye præst i Gjern

I 1914 skulle Gjern-Skannerup Sogn have en ny præst. Ministeriet, der stod for at udpege den nye præst, forhørte sig hos det lokale menighedsråd, for at få deres holdning til udvælgelsen. Det var et splittet menighedsråd. To medlemmer pegede på den grundtvigske kandidat og to andre pegede på den indremissionske vækkelsesprædikant.

Den indremissionske præst, Carl J. Asschenfeldt-Hansen, der var tæt på at fylde 58 år, spurgte gennem en ven, der var rigsdagsmand, ministeriet, om der var udsigt til at få embedet, da han var væsentligt ældre end den grundtvigske kandidat. Svaret var nej, og at embedet ville gå til den anden af de to foretrukne kandidater. Dette meldte Asschenfeldt-Hansen tilbage til sine venner i Gjern.

Huset på hjørnet af Teglværksvej og Borgergade dannede rammerne om det første diakon-hvilehjem i Danmark, inden det blev til bolig og klinik for dyrlægen. Det er senere blevet udvidet.

Den yngre grundtvigske præst havde allerede været i Gjern for at se byen an og fruen havde taget mål til gardiner i præstegården. Derfor kom det som en overraskelse, at han efterfølgende trak sin ansøgning tilbage. Man kunne let få den mistanke, at udsigten til et delt menighedsråd, var for stor en udfordring. Han forklarede selv, at det skyldtes, han alligevel ikke kunne give afkald på det skolearbejde han udførte.

Asschenfeldt-Hansen, der med sin stærke Indre Missionske baggrund, var meget vellidt i Indre Missionen på Gjern egnen. Han skrev både bøger og lavede indlæg i IM Tidende. Da Asschenfeldt-Hansen blev udnævnt som præst i Gjern-Skannerup af ministeriet, opstod en grundvisk valgmenighed som modsvar.

Efter en prædiken om de små børn en søndag i starten af 1920, blev Asschenfeldt-Hansen inspireret til at gå i spidsen for at grundlægge et børnehjem ved kirken i Skannerup (i dag Blå Kors bygning). Børnehjemmet kom til at hedde ’Guds gave’ og blev indviet i 1921.

I 1920-1921 fik Asschenfeldt-Hansen orlov fra embedet i Gjern, så han kunne blive forstander på den nye diakonhøjskole i Aarhus. Han fandt selv vikaren til embedet i Gjern. Det var en af hans gode amerikanske præstevenner fra ’Den Forende Kirke’ i USA, der var kommet hjem.

Diakonhøjskolen i Aarhus

Diakonhøjskolen blev etableret i 1920, efter Stefansforeningen (grundlagt af flere præster) gik sammen med Indre Mission, da de længe havde forsøgt at realisere drømmen om en skole for diakoner med inspiration fra bl.a. Tyskland, ved at stifte et udvalg til opgaven. Asschenfeldt-Hansen var formand for udvalget og de havde længe søgt efter en forstander, men ingen ville og turde påtage sig opgaven. En nat skulle Asschenfeldt-Hansen af Herren havde fået besked på selv at tage fat, så han påtog selv sig opgaven som forstander.

Asschenfeldt-Hansen blev anset for at være meget stærk i troen. Det blev derfor besluttet at ansætte lægen Johannes Hoff som medforstander, så Hoff kunne tage sig af den plejemæssige del af uddannelsen, mens Asschenfeldt-Hansen kunne tage sig af det øvrige. Både Asschenfeldt-Hansen og Hoff flyttede ind på skolen med deres familier.

På Diakonhøjskolen mødte Asschenfeldt-Hansen Martin Møller, som var med på første hold af diakoner, og fik Martin gjort interesseret i Gjern. Asschenfeldt-Hansen blev ikke længe i Aarhus, for som han skrev i en af sine artikler, ”I efteråret 1921 vendte jeg tilbage igen, da det viste sig, at én forstanderfamilie var nok”. Selv om Asschenfeldt-Hansen var flyttet tilbage til Gjern, tog han hver uge til Aarhus, for forsat at undervise i religion.

Asschenfeldt-Hansen stoppede som præst i 1926, da han som 70-årig faldt for aldersgrænsen. Herefter flyttede han til Langå.

Aahaven set fra å-siden. Ejnar Nielsens sommerhus ligger til venstre for billedet. Bygningerne er herre- og dameafdelingerne samt nyere udbygning.

Det første hvilehjem i Danmark

Martin købte et hus på Borgergade i Gjern. Huset, der lå på hjørnet af Teglværksvej, blev begyndelsen på historien om Gjerns mange hvilehjem. Den første patient flyttede ind nytårsaften 1923. Før det, tyder det på, at Martin havde et pensionat på adressen. I tiden derefter, steg antallet af patienter, så huset måtte udvides af flere omgange.

Naturbyen Gjern

Dengang var Gjern en meget lille by, der udover bymidten med stationen og kirken, ikke bestod af meget mere by. Til gengæld var området rigt på natur, med både enge, skove og vandløb. Det var noget, der trak folk til byen, som typisk bestod af fattige småbrug (små husmandssteder med begrænset dyrehold og dyrkning). Kunstprofessoren Ejner Nielsen, blev så forelsket i Gjern, at han byggede en sommerbolig i 1906. Tiden var også en anden. Levealderen var ikke som i dag. Plejehjem var ikke opfundet endnu. I stedet stod det offentlige for alderdomshjem og fattiggårde. Fattiggårdene skulle tage sig af personer, som ikke havde mulighed for at forsørge sig selv. Ud over at forsørge beboerne, skulle fattiggården også opdrage på dem, så de syge og fattige ikke blev en byrde for samfundet. Kom man på fattiggården, var det forbundet med stor skam. Ud over at skulle arbejde for fattiggården, og dermed tjene til sit ophold, mistede man sine rettigheder i samfundet som f.eks. stemmeretten. Derfor var fattiggårdene altid den sidste udvej.

Martin og Pouline med datteren Grethe Elisabeth, formentlig tjenestepigen bagerst

Det var i disse rammer, Martin Møllers Hvilehjem blev skabt. Det var det første diakonoprettede private hvilehjem i Danmark. Hvilehjemmene skilte sig ud, ved at de gav ellers raske og velfungerende borgere mulighed for at flytte ind i trykke rammer, hvor der var sørget for det meste. Unge piger var ansat i køkkenet til at lave mad og give lettere pleje til dem, der måtte have brug for det. Ligeledes var der ansat sygeplejere, ikke fordi de nødvendigvis havde nogen uddannelse, men de udførte en funktion som plejere på hjemmet. Det var heller ikke ualmindeligt, at man allerede flyttede ind, mens man var i 50’erne. Der var flere som fejrede deres 60-års fødselsdag på hvilehjemmet.

Hyttebo på Borgergade havde plads til 5 ugifte kvinder, bagsiden af Ungebo kan anes i venstre side

Hvilehjemmene i vækst

Martin Møller løb hurtigt tør for plads, så i 1925 købte han Hotel Gjern på en tvangsauktion. Hotellet lå overfor stationsbygningen og var åbnet året inden anlæggelsen af længdebanen i 1908 (jernbanen). Hotellet startede som et afholdshotel. I 1912 blev det solgt videre med alkoholbevilling, men forskellige ejere kunne ikke få en forretningen ud af det. Netop det, at Martin købte hotellet, betød meget for Asschenfeld-Hansen. Asschenfeldt-Hansen skrev,”… en af diakonerne fra Indre Missions diakonskole flyttede til Gjern og oprettede et kristeligt hvilehjem for svage og for gamle. Dette hjem fik hurtigt brug for mere plads, og diakonen fik så meget frimodighed til at købe hotellet i Gjern, så det blev omvendt fra at være et sted, hvor adskilligt drikkeri havde sin gang, til et hjem, hvor Kristi ord er kommet til at bo rigeligt. Ofte havde vi, Venner i herren sammen med mig, overvejet, om man dog ikke kunne få hotellet købt og ’omdannet’ til Missionshotel eller lignende. Men vi magtede det ikke. Og så skete det vi ønskede, i Herrens time på den gode, ja den allerbedste måde, til velsignelse også for Gjern”.

Havely lå idyllisk ned til å og åbne enge.

I forbindelse med at Martin købte det tidligere hotel, solgte han sit oprindelige hus til dyrlæge Nygaard. Det gik stadig godt, så allerede i 1926 købte han Ejnar Nielsens sommerbolig og lavede den til Rekreations- og Sygehjem. Det blev udbygget i 1932 med en herreafdeling og i 1939 med en dameafdeling. Ud over de modne gæster, kom der en del psykisk syge personer. Ofte så deres rige familie sygehjemmet i Gjern som en kærkommen mulighed, for at sende deres børn væk, så de ikke skulle leve med skammen, blandt de andre borgere i deres lokalområde. Dertil skal nok også lægges, at de også slap for den daglige byrde, med at passe de syge børn.

I Gjern kom også beboere med fysiske handikap, der havde det godt, i de trygge rammer hjemmene kunne bidrage med. Men det var ikke trygt for alle at komme til Gjern. Der kom også, ofte psykisk syge, gravide piger. Her fødte de børnene i trygge rammer langt fra deres hjemstavns sladder. Efter fødslen blev børnene taget fra dem. Grundet pigernes sygdom, var det ikke alle der forstod, at de havde født og ikke længere havde deres barn. Derfor så man i bybilledet i Gjern, nogle af disse piger gå rundt med en bamse i armene, eller bamsen stoppet ind på maven under deres bluse.

I 1932 fik Martin og Pouline datteren Grethe Elisabeth.

Der var godt gang i forretningen, selv om Martin også brugte en del tid på at rejse rundt og holde møder for Indre Mission, ligesom han i flere år var leder af søndagsskolen i Gjern. Han købte husene Hyttebo i 1928 og Havely i 1934. Det var to fritliggende huse på Borgergade, der kom til at høre under Gjern Rekreations- og Sygehjem. I Hyttebo boede 5 ugifte kvinder.

Gården på Svostrupvej anno 2023. Foto: Kortforsyningen

I den tid, var lokalsamfundene selvforsynende. Derfor købte Martin et landbrug på 16 tønder land på Svostrupvej, så der var styr på forsyningerne til ham og hans patienter.

Martins nevø, Karl Georg Møller, tog også diakonuddannelsen og arbejdede på hvilehjemmet i Gjern i nogle år, og i 1946 grundlagde han hvilehjemmet i Hinge med 50 pladser.

I 1948, i forbindelse med 25-års jubilæet, for stiftelsen af Rekreations- og Sygehjemmet, kunne Silkeborg Avis berette, at der var fuldt belagt, med 90 patienter. Gjern var populær og velkendt indenfor Syge- og Hvilehjem i hele Danmark, så patienterne kom ofte langvejs fra. Igennem årerne, havde Pouline, ifølge Silkeborg Avis, udført et mindst lige så stort stykke arbejde som Martin. Til Avisen sagde Martin dengang: ”Arbejdet er lykkedes for os over al Forventning. Dog har vi intet at prale af, men uendelig meget at sige Gud Tak for”.

Allerede året efter artiklen, døde Martin Møller af en infektion efter en operation. Det skete den 23. marts 1949. Martin blev 59 år.

Rekreations – og Sygehjemmet blev solgt til diakon Hans Gorridsen, der kom fra en bestyrerstilling på sømandshjemmet i Esbjerg. Pouline Møller forsatte med at drive Hvilehjemmet, indtil hun solgte det i 1954. Det blev solgt til H. Gorridsen.

Den 22. januar 1965 døde Pouline Møller. Hun blev 75 år.

Carl Georg Møllers storebror Kristian Harpøth Møller flyttede sidst i 1930’erne til Gjern. Inden han kom til byen, modtog han postkortet med de fire hvilehjem, med følgende håndskrevne tekst på bagsiden: ”Her et billede af hele herligheden hernede. Så kan du selv gætte dig til resten, du kan tro at det er pæn hernede“. Kortet var formentligt skrevet og sendt af Carl Georg Møller.

Kristian syntes det kunne være sjovt at bo i samme by som sin bror. Han tog tjeneste på Portgård, Nørbækvej, formentlig i 1937.

Hvilehjemmene må have været en god forretning. Martin Møller var blandt de første i Gjern til at eje en automobil. Den blev serviceret ved Louring, der i starten havde værksted bagved cykelforretningen på Ejnar Nielsens Vej. Ud over at drive værkstedet, var det Louring, der i sin tid startede Automobilmuseet.

I næste artikel, fortæller vi om Hvile- og Sygehjemmenes virke og skæbne i årerne frem, efter Møller familien slap deres tag i ’imperiet’. Det var ikke kun Møller familien, der lavede Hvilehjem i Gjern, der kom yderligere et hvilehjem til.

Artiklen er lavet på baggrund af flere kilder. Blandt andet artikel i Silkeborg Avis, artikel i Arkiv for tidligere Gjern Kommunes årsskrift 2017 af Per Bach (søn af Aase og Kristian Bach), artikler af Asger Harpøth Møller fra hans slægtsforskning (kommer fra Gjern og er slægtning til Martin Møller), Diakonhøjskolens hjemmeside, tekster af Asschenfeldt-Hansen. Kontrol af fakta Kirsten Klausen (født Gorridsen).

Tekst og foto: Kuno Nørskov