Gorridsen familien

Mange år er gået, siden Martin og Pouline Møller startede Danmarks første diakon hvilehjem i Gjern, som i de efterfølgende år blev til en del af et større imperium af hvilehjem i Gjern. Det blev til godt 25 år for Martin, inden han gik bort i 1949. Efter Martins død, forsatte Pouline selv med at drive Gjern Hvile- og Sygehjem, det vi i dag kender som Aahaven. Gjern Hvilehjem solgte hun til diakon Hans Peter Johan Gorridsen, der kom til Gjern fra Esbjerg sammen med sin kone Kirstine Pind Gorridsen.

Gorridsen, der kom fra Skærbæk ved Kolding fjord, havde i 1920 og 1921 været assistent på det danske sømandshjem i Hamborg og fisker i Taulov. Senere blev han uddannet diakon. Uddannelsen havde han taget på Diakon højskolen i Aarhus. Det skete under forstander Johannes Hoff, der startede som lægelig medforstander til Asschenfeldt-Hansen (der oprindeligt lokkede Martin Møller til Gjern).

I 1927 blev Gorridsen parret ansat som bestyrer på det Indre Missionske sømandshjem Gl. Havn i Esbjerg. Efter et par år, i 1929, overtog de det nye sømandshjem Ny Havn ligeledes i Esbjerg.

Kirstine var økonomauddannet fra et hotel i Aarhus og kom oprindeligt fra Hammel-egnen. De havde i alt fire børn, en dreng og tre piger. Dengang var det et hårdt job af være bestyrerpar på et sømandshjem. De arbejdede fra tidlig morgen til sen aften. Derfor var der ansat en pige til at tage sig af børnene. På sømandshjemmet var måltiderne altid på faste tider – præcis kl. 12 og kl. 18.

Kontakterne indenfor Indre Mission og til andre diakoner, samt den opnåede viden fra driften af sømandshjemmene, har nok været med til, at parret kastede sig ud i udfordringerne i Gjern. I juni 1949 købte de Gjern Hvilehjem fra Pouline Møller. Den 17. december 1949 blev deres datterAase Gorridsen gift med Kristian Bach i Gjern Kirke.

Pouline Møller forsatte med at drive Hvile- og Sygehjemmet, indtil hun solgte det i 1954. Det blev ligeledes solgt til H. Gorridsen. Han overdrog det til sin datter og svigersøn Aase og Kristian Bach fra Esbjerg. Kristian havde ingen erfaring med at drive et hvilehjem, da han var fiskeskipper. Dengang var der ikke krav til uddannelse, så det var ikke noget problem.

Hans Peter havde også overtaget gården på Svostrupvej, så han i lighed med Martin Møller kunne være selvforsynende. Hver morgen fyldte han bilen med beboere fra hvilehjemmet, og kørte ud til gården. Her gik de til gænge med at passe dyr og hvad der ellers hørte sig til på en gård.

Den tilbageværende længe af den oprindelige gård Bjerrehave.

Kristian Bach døde den 2. oktober 1964 og Hans Gorridsen døde den 13. august 1965. Herefter var det op til enkerne at drive imperiet videre. Deres børn hjalp ofte til, både ved at gå til hænde i Hvilehjemmene, eller ved at støtte op udefra.

Med den ene datter, Aase, travlt beskæftiget med Hvilehjemmet, efter Kristans død, hjalp den anden datter, Kirsten, sin mor Kristine med at drive Gjern Syge- og Rekreationshjem (Aahaven) efter deres fars død. Det skete i et tæt samarbejde med Aase, så trekløveret sørgede for begge hjem blev drevet videre. I 1972 købte Kirsten Syge- og Rekreationshjemmet af sin mor. Det skete i samråd med hendes to søskende, Aase og Verner. Selv om Kristine var blevet ældre, var hun stadig frisk og en stor støtte til hendes to døtres drifts af hvile- og sygehjemmene.

I 1973 blev Kirsten gift med Niels Strandbæk Klausen, der havde to drenge. Niels var dygtig til at hjælpe til med driften, og drengene gav også en hånd med.

Da kommunen overtog finansieringen, og efterfølgende opsagde aftalen med Hvilehjemmet, måtte Kirstines søn Verner, der var læge, gribe pennen og skrive læserbreve og breve til politikerne, i et forsøg på at hjælpe Aase. I sidste ende, måtte Hvilehjemmet lukke.

I 2000 solgte Kirsten og Niels hjemmet Aahaven til kommunen og hjalp i den forbindelse kommunen med at flytte beboerne til primært Fårvang og Karolinelund. I forbindelse med salget, gik de gik på pension. Kirsten og Niels fik 45 gode år sammen.

Pension Bjerrehave

Historien om Bjerrehave starter en del år inden Martin Møller tænkte på at lave Hvilehjem i Gjern.

Anders Nielsen og hans kone Marie flyttede ind på gården, der senere kom til at hedde Bjerrehave. Inden skødet var blevet tinglyst, brændte stuehuset ned. Anders havde netop aftjent sin værnepligt og var blevet hentet på Skanderborg Station. På vej mod sit nye hjem, så han det stå i lys lue. Den 18. januar 1870 var huset bygget op igen. Stuehuset er det eneste der i dag er tilbage af den 6 længede gård. I dag fungerer det som udhus.

Dyrlægens hus, der blev rammen for det kommende hvilehjem.

I 1873 fik Anders tinglyst skøde for jorden nord for Hyttebo. Han ejede også det stykke jord, hvor Ejnar Nielsen senere byggede sit sommerhus. Anders byggede Hyttebo til sig selv, men han døde allerede året efter. Dengang havde Hyttebo en flot udsigt ud over engene.

Den ene af deres to døtre, Anne Elisabeth, blev i 1900 gift med dyrlæge Christen Christensen, og det nygifte par flyttede ind på Bjerrehave. Christen var født i 1869 på en gård i Ellerup. Han valgte senere at tage navn efter Ellerup.

Dyrlægen anlagde en større have. Det var nok årsagen til navnet ’Bjerrehave’ – haven på bakken eller Brandbjergs have. Landbrugsdelen blev solgt fra, og flere arealer blev solgt til Martin Møller. Den sydlige stald blev flyttet nordpå og gennemkørselshuset blev revet ned. Kort efter, den 9. juni, brændte Nord og Syd husene. De var blevet antændt af gnister fra Hasagers Savskæreri, der lå ovenover, der hvor varmeværket ligger i dag. I 1911 begyndte Christen at bygge et nyt hus, som stod færdigt i 1912. Tilbage af den gamle gård var kun vestlængen, der havde været anvendt til beboelse, bryggers, konsultationsværelse, værelser til tjenestefolkene, hestestald og værksted mm.

Alderen var begyndt at trykke. I 1925 blev praksis solgt til dyrlæge Peder Nyengaard, der valgte Bjerrehave fra, da prisen var for høj. I stedet købte han Teglværksvej 1 af Martin Møller. I den forbindelse flyttede Martin Møller sit Hvilehjem til det vi i dag kender som Ungebo, der lå på den modsatte side af vejen.

Efter Maries død i 1934 solgte døtrene Hyttebo til Martin Møller, til udvidelse af Hvilehjemmets have.

I 30’erne blev ”Frughaven” med bier og frugttræer solgt fra, og Borgergade 3, 5 og 7 blev opført.Helbredet begyndte at svigte Christen og Anne Elisabeth. De fik datteren Bodil, der var uddannet sygeplejerske og var ugift, til at komme hjem og passe sig. Efter Christens død i 1950 og moderens i 1959, ombyggede Bodil ejendommen til et lille plejehjem ’Pension Bjerrehave’, som åbnede i 1960. Hun ansatte to piger og havde plads til 10-12 beboere, hvoraf ca. halvdelen var damer og resten overvejende med psykiske lidelser. Stedet var hyggeligt, fordi det var indrettet i en privat bolig – i modsætning til de andre hvilehjem i Gjern.

Annonce for det nye Hvilehjem i Gjern. Indrykket i Jernbanebladet 12. december 1960.

Da Bodil blev trykket af alderen efter flere års slid, smitte fra beboerne og skader efter et par færdselsuheld, forsøgte hun at få nogen indenfor familien til at drive stedet videre. Hun tilbød det også til dyrlæge Peder Nyengaards søn Erik, men uden held. I stedet var det på et hængende hår gået i orden med at tømrer Karl Ø. Sørensen og hans hustru Linda skulle overtage stedet. Linda var stuepige i huset, så hun havde stor viden om stedet og dets beboere. I sidste øjeblik kunne Bodil ikke afstå sit barndomshjem og handlen blev ikke til noget. Aase Bach, som ejede Gjern Hvilehjem endte i stedet med at overtage huset i 1972. Huset skulle bruges som privat bolig foruden nogle enkelte af hvilehjemmets beboere. 1973 boede der 2-4 beboere i Bjerrehave. Aase brugte mange penge på at modernisere huset. Der kom blandt andet et fornemt toilet med varme i gulvet. Så fløj hendes børn fra reden og huset blev for stort til hende. I 1980 solgte hun huset til værkfører Jørgen Lund og hans kone Kirsten. Da de blev skilt, solgte de i 1981 huset videre til plejehjemsassistent Ove Balle og hans hustru bestyrer Gerda. De førte den oprindelige plan som både Bodil og Aase havde haft med huset ud i livet. Der blev oprettet et plejehjem for nogle få evnesvage. De syntes at kommunen blandede sig for meget i driften, så de tog i stedet nogle slægtninge i huset.

Udhuset har tidligere huset nogle af beboerne i Bjerrehave.

Det originale skilt fra hvilehjemmet findes stadig. Da Isse og Gabriel flyttede ind i Bjerrehave, fandt de skiltet på loftet af udhuset. Det er planen, at det senere skal sættes tilbage på dets oprindelige plads på deres hus.

Efterskrift

I 70’erne skiftede samfundet retning, og politikkerne arbejdede for at de ældre skulle blive længere tid i egen bolig. Dermed blev plejekapaciteten i Gjern for høj. I den sidste del af hvilehjemmenes æra, endte de med at blive drevet af offentlige midler. Hvilehjemmene skulle indsende årlige budgetter. Når budgettet var godkendt, var finansieringen på plads det kommende år. Kommunen endte med at opsige overenskomsten pr. 1/1-1985. Det sidste hvilehjem lukkede i 1985.

I dag er der kun et plejehjem tilbage i Gjern – Karolinelunds Centret.

Karolinelunds Centret blev opført på initiativ af lægerne Svend Andersen og H. Grejs og havde dengang plads til 39 borgere. I starten fungerede det som en selvejende institution.

Indtil for nyligt var det et plejehjem, hvor beboerne boede til leje ved boligselskabet, mens kommunen drev selve plejehjemmet. Plejehjemmet er ved at skifte fra at være et almindeligt plejehjem med skærmet afsnit og aflastningspladser til i stedet at blive et rent demenscenter. I den forbindelse overtager kommunen boligerne fra boligselskabet.

Selvom de fleste hvilehjem er lukket, findes der stadig private hvilehjem andre steder i Danmark.

Kilder

Per Bach og Kirsten Klausen.

Nicolaj Krarup, der som handicappet kom til Gjern i 1962, hvor han flyttede ind på Pension Bjerrehave. Han var for svag til skrive. I stedet havde han over en årrække, indtalt en artikel om Bjerrehaves historie, der blev skrevet rent i 1995. I forbindelse med tilblivelsen af artiklen, talte han blandt andre Aase Bach, Bodil Ellerup, Gerda Balle, Peder Nyengaard

Tekst og foto: Kuno Nørskov