Det er 2 år siden Stafetten stoppede med at udgive bladet, og lod så at sige ’stafetten’ gå videre. I den forbindelse startede Gjern Borgerforening gjern.dk, så byen forsat ville have et blad som bindeled
mellem foreningerne og byens borgere.
Det er altid svært at få læsere, når ikke blot bladet ender hjemme i postkassen. Derfor har Borgerforeningen bidraget med en lang række af artikler fra bl.a. byens historie. Der var eksempelvis artikler om imperiet med hvilehjem, der blev startet af Martin Møller. Der var også artiklen om kunstprofessoren, som i en ung alder købte en sommerbolig i Gjern. Han var årsag til, at en lokal blind pige – datter af en købmand – blev så verdensberømt, at forholdet mellem de to, inspirerede til en film med Asta Nielsen i hovedrollen. Du kan også læse om den lokale kunstner fra Horn, der desværre døde i en ung alder. Er du mere til benzin i blodet, kan du læse om Jysk Automobilmuseums historie, hvor en lokal Gjern borger reddede et utal af biler fra afbrænding.
Der har også været inspiration til oplevelser i området omkring Gjern. F.eks. Jyllands ældste kongemonument, der er ældre end Jelling Stenene. Og så blev kimen til reformationen i Danmark lagt ikke så langt fra Gjern, og munkene var forbi Gjern, på deres rejse mod det nye kloster, de byggede ved Øm.
Vi vil meget gerne høre din mening om gjern.dk. Er vores online blad noget du læser? Kan vi gøre det bedre? Eller skal vi hjælpe kontakten mellem byen og foreningerne på en anden måde?
Bladet har ofte rigtig mange sider, så vi ønsker ikke at lave sider, der ikke giver mening for læserne.
Svar på vores spørgsmål på dette link: svar.gjern.dk (Microsoft side).
Tak for hjælpen.