Hvidbrystet jordbi bor på Tingbakken

Går du en tur op ad Tingbakken, så er der på græsstykket, i hårnålesvinget, masser af liv blandt græs og rododendronbuske. Men det er ikke til at se, hvis ikke man kommer helt tæt på, at der er små tuer af sand, der stikker op rundt om i græsset. Under de små tuer, har hvidbrystet jordbier overvintret, og er godt i gang med deres korte liv over jorden.

Den hvidbrystet jordbi kommer op af jorden i marts måned. Jorden, den har overvintret i, er gerne en blanding af sand og leret muld. Vegetationen skal være lav, så solen kan varme jorden op. De kønsmodne individer viser sig tidligt på foråret. Når de voksne har parret sig, dør de. Men inden graver hunnen en lodret gang ned i jorden. Længere nede, graves to gange, og i hver gang laves ca. 10 reddeceller, typisk i en dybde på mellem 25-60 cm. I hver celle lægges et æg på en blanding af pollen og nektar fra piletræer, der er den eneste plante, jordbien tager pollen og nektar fra. Til sidst forsegles indgangen til reden. Larverne er færdigudviklede i højsommeren, hvor de forpupper sig, i reden. Herefter når de det sidste stadie af deres udvikling, hvor de bryder ud af puppen og overvintrer i reden. Næste forår, er de blevet kønsmodne, og kravler op til jordoverfladen, for at gentage cyklussen.

Den hvidbrystede jordbi er meget udbredt i Europa, den er dog afhængig af piletræer, da den kun lever af pollen og nektar fra dem.

På trods af den korte tid, den hvidbrystede jordbi er over jorden, risikerer den at få slæbt ubudne gæster med hjem. Jordbien selv er meget fredelig.

Når en stor pilehvepsebi får øje på den hvidbrystet jordbi, følger den efter, for at finde boet. Her kravler den ned og lægger sine æg ved siden af den voks-indpakkede pollenklump jordbien har samlet til sine larver. Når pilehvepsebiens larver klækkes, spiser de både jordbiens æg, larver og det pollen, der er tilbage. Pilehvepsebihunnerne er 8-12 mm lange med rustrøde hår på forkroppen. Hanner er lidt større, med deres 9-13 mm. De ligner hunnerne, men deres antenne bliver sort på overfladen fra 2. til 6. led.

Billederne er fra boet på Tingbakken. Der var flere pilehvepsebier, så en stor del af kolonien er i fare for at blive ædt.

Men flere snyltere udfordrer den hvidbrystede jordbis muligheder for at få en ny generation på vingerne. Stor humleflue, der også kommer tidligt på foråret, snylter på biller, enlige bier og hvepse, der har deres reder i jorden. Stor humleflue minder meget om en humlebi, men den kan ikke stikke. I stedet stikker dens snabel altid lidt frem. Snablen har næsten samme længde som dens krop. Den bruges til at suge nektar fra blomsterne. Når den flyver, hænger bene ned, bortset fra det bagerste par, der ligesom myggen, peger bagud.

Når stor humleflue spiser, sidder den ikke på blomsten, men den svæver, ved brug af vingernes hurtige bevægelse,for at holde sig på højde med blomsten. Dermed kan den hurtigt komme væk, hvis det skulle blive nødvendig.

Humlefluens størrelse varierer fra 1 til 2 cm og densfarve kan variere fra gylden- over lyse- til mørke-brun. Hvor humlebien er mere oval, er humlefluen mere dråbeformet.

Stor humleflue nyder godt af at ligne en bi, som dens fjender ikke æder. Derfor kan de komme tæt på sit afkoms kommende værter.

Humlefluen svirer over indgangen til jordbiens rede. Med et hurtigt sving med bagkroppen skydes et eller flere æg ned i værtens rede. Når larven klækkes, kravler den dybere ned i værtens rede og æder dennes larver, pollen og hvad der ellers måtte være.

Hvis ikke humlefluen kan komme tæt på reden, skyder den i stedet æggene ind på en blomst i nærheden. Når larverne er klækket, hægter de sig på en vært, der bringer dem med hjem til reden. Her kan laverne frit forsyne sig. Store humlefluer undersøger ikke hulen inden den lægger æg. Derfor ses det også, at den tager fejl af skygger, og sender æg i den forkerte retning.

Humlefluen overvintrer som puppe i værtens hule og kommer frem til foråret, når solen begynder at varme.

Stor humleflue laverne sænker antallet af andre bestøvere, da de bliver spist før de er voksne. Derfor er det lettere for de store humlefluer at finde føde, men det er ikke en ubetinget succes for blomsterne, der har brug for forskellige bestøvere. Stor Humleflue er dog en af de bedste bestøvere.

Den sidste snylter, der er efter Jordbien, er det lille insekt kaldet Stylops. Stylops lever næsten hele sit liv inde i værten som en parasit. Inde i bien mestrer stylops at fremme kønsmodningen af hunnerne, så de kommer frem tidligere end hunner uden parasitten. Derved kan bier med stylops pare sig før end raske hunner. Dermed øges stylops levetid og reproduktion. Stylops er 2-3mm lang. Hannen er sort med hvide vinger. Ofte lever de kun én sæson, men de kan leve i op til to sæsoner.

Kilde: Naturbasen.dk.

Tekst og foto: Kuno Nørskov