Ved siden af feriecentret og børnehaven Troldbjerg ligger en spejderhytte sammen med flere shelters. Sammen med et stort stykke af skoven, er de ejet af KFUM-Spejderne i Silkeborg. Spejderne går meget op i at leve i pagt med naturen, og har et stort ønske om at flere tager ud og nyder naturen. Derfor har spejderne i samarbejde med Gjern Natur, lavet flere vandreruter i området. Turene tager udgangspunkt i parkeringspladsen lige før hytten, og er mærket med forskellige farver.
Lige inden vi ramte vinteren, var vi ude og kigge nærmere på én af ruterne. Det var gul rute, der blandt andet førte os omkring en spændende kilde, der stille og roligt skærer sig ind landskabet. Ruten er forholdsvis kort, og er ikke egnet til kørestol. I perioder med fugtigt vejr, skal man ente korte ruten af eller have gummistøvler på.

Vi forsætter næsten ligeud fra parkeringspladsen, hvor vi nærmest går gennem en tunnel af træer. Stien bevæger sig ned ad, med flere skarpe sving. Ikke ret langt inde af stien, møder vi trolden Rumle på vores venstre side. Rumle blev skåret ud af et træ i 2021. Det hele startede en dag, hvor Erik Særkjær var ude og vandre sammen med sin familie. De kom forbi en eng, hvor der lå nogle meget store stammer. Erik fik idéen med, at de måtte laves til nogle figurer. Erik kontaktede ejeren af engen, Ejvind Svejstrup, som forærede egestammerne til projektet. Ejvind tog i den forbindelse fat i Gjern Natur, så de kunne forsætte projektet sammen med Erik. Bakkerne omkring Gjern rummer på flere fortællinger om trolde med store skatte, så det gav god mening, at Gjern skulle have sin egen trætrold.
Trolden der kaster med en sten, blev skåret ud af et stykke træ, der har siddet i ca. 6 meter højde. Trolden Rumle markerede Gjern Naturs 10-års jubilæum den 31. maj 2021 og desuden 10-året for etableringen af Troldbjergstien.
Bagved Rumle er der flere bøgetræer. I gamle dage blev de hyppigt skåret ned, så de lokale kunne få brænde med hjem. Det har fået roden til at sende nye skud op. Resultat er nogle forgrenede træer, der kan henlede tankerne på fortællingen om troldene i skoven og bakkerne.

| Engen byder på en større rundtur blandt mange spændende planter. |
Af andre højdepunkter på ruten kan især nævnes et større engområde, der let byder på våde fødder. Det er et vådområde, som både er rigt på planter og dyr. Du kan tage et billede af infotavlen, der står ved engen, og se, hvor mange af planterne du kan finde.

| Kildedalen er en spændende oplevelse, og tydeliggør kræften i vand. |
Inde på fast og tør grund, fører stien forbi en kildedal. Et hesteskoformet fænomen, hvor et utal af kilder, gennem tiden har skåret sig ned i bakkerne og vasket sand og jord væk. Det har efterladt de tre sider med skrænter og en masse spændende planter i bunden af slugten. Der er lagt brædder ud til at gå på, så man kan komme tørskoet ind i bunden af slugten. Skrænterne kan ikke tåle at der kravles eller færdes på dem, så husk at følge stien ud igen.
Hvis du har god tid, så gå på jagt blandt de mange spændende planter, der gror i slugten.
Du finder flere forslag til vandreture på Gjern Naturs hjemmeside. Historien om Trolden Rumle.
Tekst og foto: Kuno Nørskov